Mads Bo-Kristensen

“Kulturudviklingen i 60’erne og 70’erne har givet os åbenhed omkring køn, nationalitet og religion, vi løftede blikket fra landsbyen og blev verdensborgere, vi udviklede det sensitive selv og meget mere. Vi gravede bedstefars identitet fri af en mængde ubevidste strukturer, og resultatet af det alt sammen er os, det senmoderne, selvbærende, individuerede menneske. Storslået! Vi har allerede klappet i fjorten dage, men nu vender vi medaljen og ser på bagsiden.”

Peter Bastian (2011) Mesterlære: En livsfortælling. Gyldendal / Vartov (s. 196)

Peter Bastian, der døde i 2017, fortæller i bogen “Mesterlære – En Livsfortælling” om sin opvækst, livserfaringer, oplevelser med musik og overvejelser over livet. Det gør han klogt og vittigt. Med indsigter og handlinger, der stadig er brugbare. Ovenstående citat er fra indledningen til bogens syvende kapitel “Fange i Fladlandet”.

I bogen, der udkom for 13 år siden, gør han op med det, han definerer som “Senmodernitetens hellige treenighed” (s. 201), der omfatter:

A: Patologisk narcissisme, en historisk globalt set uovertruffen selvoptagethed
B: Offerbevidsthed, hvor vi fravælger at tage ansvar for vores handlinger, når vi synes at vægten af vores indre liv er for udfordrende
C: Fraværet af hieraki og vertikalitet, at det hele er fint, “fordi jeg er okay, jeg er allerede så gullernuller, at jeg ikke behøver at flytte mig”.

Vi har gjort os fri af de store fortællinger og deres iboende strukturer og spændetrøjer. Det senmoderne, det postmoderne eller det poststrukturelle menneske har fået øje på meget af det, som har ligget skjult i de store fortællinger om køn, nationalitet, religion m.m. Det, vi tænker, siger og gør vurderer vi ikke længere i skyggen af gamle institutioners kæmpemæssige, monolitiske værdikonstruktioner. Det er godt. Der er i dag vildt mange mindre fortællinger og fortolkningsmuligheder. Enhver fortolkning er okay. Det er ikke godt, for det lægger vurderingsbyrden over på individet, som hele tiden må være i gang med at vurdere egne tanker, udsagn og handlinger. Selviagttagelsen er konstant og selvoptagetheden uundgåelig.

Af det hyperrefleksive kommer det hypersensitive. Peter Bastian skriver om den senmoderne “offerbevidsthed” som et resultat af selvoptagetheden og iagttagelsen af egne reaktioner og følelsestilstande. Vi “fravælger at tage ansvar for vores handlinger, når vi synes at vægten af vores indre liv er for udfordrende”. Det er skidt for det enkelte menneskes trivsel, for fællesskabet og for – for at blive i Bastians begrebsverden – udviklingen af vores kultur og civilisation.

Det er nemt at fare vild i en verden, hvor alle fortællinger, strukturer og normer er lige gyldige og dermed ligegyldige. Man bliver fange i fladlandet, som Bastian skriver. Et fladland, hvor “everything goes”.

Bastian er optaget af, hvad der skal til, for at vi trives og udvikler os som mennesker. Den vertikale dimension af vores liv, hvor vi udfolder stræben og forbedring giver os trivsel og udvikling. Ikke i et selvoptaget, narcissistisk evighedsprojekt, men i en kollektiv forbedringsakt, der viser os, at der noget, der er bedre end noget andet.

Peter Bastian skriver sig frem til et forsvar for mesterlæren i en senmodernitet, hvor hyperrefleksivitet og -sensitivitet dominerer børn, unge og voksnes liv og læring. Han udfolder gennem bogen forholdet mellem mesteren og lærlingen, der lærer gennem observation og imitation. Bastian var selv en gudsbenådet fagottist og underviste i dette forunderlige instrument. Forholdet mellem mester og lærling bygger på tillid og respekt, hvor lærlingen gradvist opnår færdigheder og viden gennem deltagelse i et større praksisfællesskab. Eleven kommer ind i musikken, ind i faget og udvikler sin egen mestring på baggrund af andres og egne erfaringer Med alt hvad dertil hører af engagement, bekymring og glæde.

Jeg fik Svend Brinkmanns bog ”Oplevelsessamfundet” i julegave. Jeg er enig i Brinkmanns opgør med et ekstremt subjektfikseret oplevelsessamfund. Og i hans forslag til et “erfaringssamfund” – med stærke opmærksomhedskvalitet.

Jeg læser yderligere en begrundelse ind i et sådant samfund. En pædagogisk-didaktisk. Ikke mindst i en tid, der kalder på dannelse og læring gennem erfaring og rettethed (for at blive i Brinkmanns terminologi).

Læsning af bogen fik mig til at støve min ph.d. af. Forsvaret på DPU i 2004. Jeg har forladt forskningsverdenen, men forfølger indsigterne og diskussionerne i forhold til dannelse og læring.

Jeg var dengang optaget af undervisning i dansk som andetsprog for voksne. Og etablering af en andetsprogsdidaktisk forankret multimediedidaktik med fokus på, hvordan voksne både udnytter de mange sproglige erfaringer, de har med sig og får lige udenfor undervisningslokalet samtidig med, at disse erfaringer jo kunne fastholdes og iagttages med brug af 00’ernes nye digitale muligheder (tekst, lyd, billede, video og internet via mobil og computer)

Jeg udfoldede en Klafki-inspireret didaktik, et interaktionelt sprogsyn og et experientialistisk sprogtilegnelsessyn. Jeg pegede på tilegnelsessynets oplevelses- og erfaringsbaserede kvaliteteter med blandt andet kategoriseringsforskning og andetsprogstilegnelsesforskningens egen bevidsthedsforskning.

Dengang diskuterede vi voldsomt, om andetsprogstilegnelse foregik med eller uden uden bevidsthed. Med eller uden opmærksomhed og rettethed.

Tak for bogen – og godt nytår!