Mads Bo-Kristensen

Internettet, sociale medier og mobile teknologier er en integreret del af det samfund, børn og unge lever og kommer til at leve i. Nye teknologier og kombinationer af teknologier dukker hele tiden op. Der er konstant nye forbindelser mellem den fysiske og virtuelle virkelighed. Digitale fabrikationsteknologier udfordrer vores forståelse af, hvad læringsteknologier er og kan være. Nye, forenklede programmeringsværktøjer ser dagens lys. Datadrevet (datainformeret) læring og spilbaseret læring er temaer, vi vil se meget mere af på danske uddannelsesinstitutioner. It-i-alting eller allestedsnærværende it, herunder teknologi, vi har på kroppen, gør deres indtog forskellige steder i samfundet, og det er kun et spørgsmål om tid, inden vi for alvor skal forholde os til det i uddannelsesverdenen. Vi kender ikke de didaktiske muligheder, men vi bør være åbne for og se kritisk på, hvad denne udvikling repræsenterer i forhold til vores kerneopgave, nemlig elevernes læring

Der er flere betegnelser for den tid og det samfund, eleverne lever i: ”Det postmoderne samfund”, ”Det postindustrielle samfund” og ”Netværkssamfundet”. Vi bør være optaget af, hvordan skole i et samfund i konstant forandring kan skabe digitale læringsmiljøer, som giver skolens børn og unge de bedste læringsmuligheder samtidig med, at vi forbereder dem til et liv som borgere i et stadigt mere digitaliseret samfund.

Frem mod 2020 vil vi opleve, at kendte og nye teknologier bliver en endnu større del af vores fælles hverdag. Vi bør udnytte denne udvikling til gavn for børn og unges dannelse og uddannelse. Samtidig er vi nødt til at forholde os kritisk til, hvordan it kan og skal indgå i skolens hverdag. Skolens elever,  pædagogiske personale og samarbejdspartnere bør opleve, at it er en gennemtænkt og velbegrundet del af hverdagen. 

Elever, lærere og  pædagogers digitale dannelse bliver et kodeord de kommende år. Vi skal alle lære at træffe begrundede valg af teknologi i relation til vores personlige, sociale og faglige behov. For at kunne træffe sådanne valg, må vi have basale digitale kompetencer, men også en holdning om, at nødvendige, nye teknologier kan og skal læres. Vores læringsmiljøer må inspirere til, at hver enkelt (gerne i fællesskab med andre) tager initiativ til at lære at anvende nye teknologier, der tjener personlige, sociale og faglige behov. På denne måde udvider vi hver især og i fællesskab det repertoire af teknologier, der kan anvendes og deles mellem os i skolen. Endelig er det helt afgørende, at elever, lærere og pædagoger kan anvende it til at forny deres egne og skolens måder at tilrettelægge, gennemføre og evaluere undervisnings- og læringsforløb på. It har for alvor givet os mulighed for at tilrettelægge undervisning og læring på anderledes, smartere, mere læringsrige måder. Denne mulighed skal elever, lærere og pædagoger hele tiden mindes om i den måde, skolen indretter sine læringsmiljøer på.   

Elever, lærere og pædagogers digitale dannelse skal ses i forhold til det 21. århundredes kompetencer: Kritisk tænkning, kommunikation og samarbejde, innovation, kompleks problemløsning, teknologisk mestring, digitalt medborgerskab.  Kompetencer (viden og færdigheder) og dannelse (værdier og valg) er her er helt nødvendige for, at vores børn og unge nu og i fremtiden kan engagere sig i et uddannelses-, arbejds- og fritidsliv.