Fablab@SCHOOLdk på Sorø mødet

On 20. august 2017, in 21. århundredes kompetencer, FabLab@SchoolDK, by Mads Bo-Kristensen

Fablab@SCHOOLdk deltog 2. august i dette års Sorømøde, hvor Undervisningsministeren inviterer beslutningstagere og uddannelsesfolk til at drøfte et centralt tema. I år var temaet ”Dannelse i en global verden”. Lærere fra Fablab@SCHOOLdk’s tre partnerkommuner (Vejle, Kolding og Silkeborg) holdt workshop for mødets 120 deltagere med et konkret bud på, hvordan man i skolen kan arbejde med denne dannelse.

Fra Vejle var det lærere fra Vinding skole, Søndermarksskolen og Vejle Midtbyskole, der holdt workshop. Se en 30 sekunders YouTube film fra deres workshop: Klik på billedet.

I workshoppen blev deltagerne guidet igennem en typisk indskolingsopgave, der involverer dansk, matematik, problemløsning, kodning og teknologi. Herefter diskuterede man, hvordan denne måde at arbejde på i skolen kan bidrage til, at eleverne klædes på (dannes) til et stadig mere digitaliseret samfund.

Der var stort gå-på-mod blandt workshoppens deltagere (folketingsmedlemmer, fagforeningsformænd, universitetsrektorer, professorer, erhvervsfolk, ledere af elev- og ungdomsorganisationer). Den håndgribelige og legende tilgang til Sorø mødets tema engagerede deltagerne. Som én udtalte: ’Hvis I blot var startet med at tale om programmering, så havde I aldrig fået mig med. Det her ser bare spændende og nemt ud – og workshoppen gav mig lynhurtigt en forståelse for den videre progression og for potentialet.”

Om Fablab@SCHOOLdk Fablab@SCHOOLdk er et partnerskab mellem Vejle, Kolding og Silkeborg Kommune samt Aarhus Universitet. Partnerskabet forsker i og udvikler nye måder at undervise på. Det er undervisning, hvor eleverne lærer at samarbejde, være kreative, kritiske, løse komplekse problemer, mestre teknologi og deltage aktivt i et samfund, hvor teknologi på godt og ondt fylder mere og mere. På arbejdsmarkedet, i uddannelse og fritidslivet. Her får eleverne nemlig brug for det, man kalder for ”Det 21. århundredes kompetencer”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *