Mads Bo-Kristensen

I august 2024 udkom “Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse”. Lars Qvortrup og Karen Wistoft argumenterer i bogen for, at mistrivslen blandt børn og unge er langt mindre, end undersøgelser og den offentlige debat gør den til. Det er et problem, mener forfatterne. Det er også et problem, at unge, der for alvor mistrives, “drukner” i en ellers velment debat om, hvordan vi sikrer, at børn og unge kan leve gode, meningsfulde liv.

Lige nu risikerer vi at offergøre og ikke kompetencegøre tidens børn og unge. Det er skidt for børn, unge og de voksne, der som forældre og fagprofessionelle (lærere, pædagoger og andre) burde bruge krudt på positiv dannelse og mestringskompetencer.

Når man spørger unge mellem 16 og 24 år, om de mistrives i en eller anden grad, svarer 44%, at det gør de (Den Nationale Sundhedsprofil 2023). Men er det udtryk for, at ca. hver anden ung mistrives? Nej. Der ér børn og unge, der virkelig mistrives. Men vi bliver nødt til at skelne mellem dem, der skal tages særligt hånd om, og så det meget store flertal af børn og unge, der dagligt og relativt uproblematisk tager livtag med det at være menneske.

Vi må passe på, hvordan vi spørger til børn og unges trivsel. I både undersøgelser og dagligdagens relationer derhjemme, i skolen og andre steder. Qvortrup og Wistoft ser trivsel som et komplekst fænomen, der ikke kan svares ja eller nej til. Ved at undlade de lette løsninger kommer vi ikke til at overse de grupper af børn og unge, der virkelig har det dårligt, mistrives og har brug for hjælp.

Børn og unge er ikke ligesom dengang, du og jeg var i den alder… Hvis vi undersøger deres samtaleemner og sprog, vil vi opdage, at de er meget optaget af deres egen og hinandens trivsel – og har et rigt og nuanceret sprog for det. Det behøver vi som voksne ikke blive forskrækket over. Vi behøver ikke ringe med de helt store alarmklokker.

Center for Ungdomsforskning udgav i 2022 bogen “Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering.” Bogen blev udgivet som én blandt flere i forskningsprojektet “Ny udsathed i ungdomslivet.” Forskningen har givet helt nye indsigter i samspillet mellem faktorer i grupper af unges oplevelse af egen trivsel. Forskningen viser, at disse unge blandt andet “psykologisere”, når de graver i egen psyke for at finde svar på, hvorfor de har det, som de har. Det er en psykologisering, vi næppe kan tage fra dem. Det er en del af deres generations DNA. Vi kan derimod møde dem med noget andet og større, end oplevelsen af egen psykologiske tilstand her og nu. I skolen kan dét være fag og fællesskaber. Vi skal nemlig ville noget med i stedet for at diagnosticere vores børn og unge. Lidt populært kunne man sige, at vi skal “pædagogisere” i stedet for at psykologisere.

Jeg kan varmt anbefale bogen.

Er du optaget af diskussionen om digitale medier, skærme, trivsel og mistrivsel er der også noget at hente i bogen.