Mads Bo-Kristensen

Jeg anmeldte i september 2024 Lars Qvortrup og Karen Wistofts bog
Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse.

I de seneste år har debatten om børn og unges trivsel fyldt meget i både medier, politik og pædagogisk praksis. To centrale bidrag til denne debat er Qvortrup og Wistofts bog (2024) og Trivselskommissionens rapport – et dansk svar på en vestlig udfordring (Regeringen 2025). Selvom begge analyser har til formål at styrke forståelsen af trivsel, adskiller de sig både i tilgang og konklusioner.

Dette indlæg argumenterer for, at trivsel ikke kan reduceres til enten kompetence eller struktur – men må forstås som et mangesidigt fænomen, der kræver både pædagogisk indsigt samt strukturelle refleksioner.

Enighed: Trivsel er ikke i frit fald

Begge analyser afviser forestillingen om en generel trivselskrise. Trivselskommissionen konkluderer, at “det store flertal af danske børn og unge lever heldigvis gode liv” (s.7), og Qvortrup & Wistoft dokumenterer, at de fleste børn trives, og at mistrivsel ofte bliver overfortolket i den offentlige debat. Der er også enighed om, at trivsel ikke bør forstås som fraværet af problemer, men som evnen til at håndtere livets udfordringer. Begge peger på behovet for at styrke børn og unges robusthed, livsmod og det, man kunne kalde trivselskompetencer – frem for at forsøge at fjerne al modgang.

Selvom begge analyser anerkender, at nogle børn og unge mistrives, adskiller de sig i deres syn på årsager og løsninger.

Qvortrup & Wistofts perspektiv

Qvortrup og Wistoft anlægger et pædagogisk og forskningsbaseret perspektiv. De er med baggrund i forskning kritiske over for den dominerende fortælling om en trivselskrise og mener, at begrebet mistrivsel ofte bruges for bredt og upræcist.

De peger på følgende som centrale årsager:

• En offerorienteret tilgang, hvor børn ses som passive ofre for ydre vilkår.
• En overpsykologisering af almindelige livsproblemer, som fører til unødvendig bekymring.
• En mangel på fokus på kompetencegørelse af børn og unge – med vægt på evnen til at håndtere modgang og leve et meningsfuldt liv.

I stedet for strukturelle indgreb foreslår de en kompetenceorienteret tilgang, hvor børn og unge styrkes i deres evne til at mestre livets udfordringer. Trivsel ses som noget, der udvikles i relationer og pædagogisk praksis – ikke som noget, der kan reguleres politisk.

Trivselskommissionens perspektiv

Trivselskommissionen peger på en række samfundsmæssige og strukturelle forhold som centrale årsager til trivselsudfordringer:

• Digitalisering og skærmbrug: Børn og unge lever i en digitaliseret virkelighed, hvor sociale medier og smartphones påvirker deres sociale liv og mentale sundhed.
• Præstationspres: Skolen og samfundet stiller høje krav, hvilket skaber usikkerhed og stress – især blandt piger.
• Moderne forældreskab: Forældre er ofte overinvolverede og bekymrede, hvilket kan hæmme børns selvstændighed.
• Fællesskabets opløsning: Mange børn mangler adgang til stabile og inkluderende fællesskaber.
• Social ulighed: Børn fra udsatte familier er i særlig risiko for mistrivsel.

Kommissionens løsninger er politisk og strukturelt orienterede. Den foreslår bl.a. mobilforbud i skoler, styrkelse af fritidsfællesskaber og bedre samarbejde mellem skole og hjem. Målet er at skabe rammer, der fremmer trivsel og reducerer belastninger.

Komplementære forståelser

Trivselskommissionen og Qvortrup & Wistoft tilbyder to forskellige, men komplementære forståelser af trivselsudfordringer:

• Kommissionen fokuserer på samfundsmæssige vilkår og foreslår politiske løsninger.
• Qvortrup & Vistoft fokuserer på pædagogisk praksis og foreslår udvikling af trivselskompetencer.

Fælles for dem er erkendelsen af, at trivsel ikke er en statisk tilstand, men en dynamisk proces, der kræver både gode rammer og stærke relationer. En fremtidig trivselsindsats kan med fordel bygge bro mellem disse to perspektiver – og skabe en helhedsorienteret tilgang, hvor både struktur og pædagogik spiller sammen.

Trivsel, børnesyn og opdragelse

Diskussionen om trivselsudfordringer blandt børn og unge rummer ikke kun spørgsmål om årsager og løsninger – den afspejler også dybere uenigheder om børnesyn, opdragelse og pædagogisk ansvar. Det viser debatten om trivselskommissionens resultater og anbefalinger.

Lars Qvortrup (2025) kritiserer i forlængelse af sin og Wistofts forskning (Qvortrup & Wistoft 2024) det børnesyn, han mener, præger regeringens tilgang til trivsel. Ifølge Qvortrup erstattes pædagogik og kritisk dannelse med magt og kontrol, når politiske tiltag som mobilforbud og læreres mulighed for fysisk at tage fat i elever bliver præsenteret som løsninger på komplekse trivselsproblemer. Han advarer mod en teknokratisk tilgang, hvor børn og unge ses som objekter, der skal styres, frem for subjekter, der skal dannes og styrkes gennem relationer og refleksion.

I den modsatte ende af spektret står Rasmus Meyer (2025) som i sin kritik af moderne forældreskab peger på, at mange forældre svigter deres børn gennem blød og utydelig opdragelse. Han efterlyser tydelige rammer, konsekvens og ansvar, og ser netop manglen på voksenautoritet som en væsentlig årsag til mistrivsel. Meyers synspunkt harmonerer delvist med Trivselskommissionens fokus på struktur og fællesskab, men adskiller sig ved at lægge ansvaret mere direkte hos forældrene end hos samfundet.

Disse to kritiske stemmer illustrerer, at trivselsdebatten ikke kun handler om børn og unge – men også om de voksne omkring dem, og om hvordan vi som samfund forstår og møder børns behov. Hvor Qvortrup efterlyser en pædagogisk og dannelses- eller kompetenceorienteret tilgang, kalder Meyer på en genopretning af voksenansvar og tydelighed.

Afsluttende refleksioner

Qvortrup & Wistoft (2024) og Trivselskommissionen (2025) tilbyder to forskellige, men vigtige perspektiver på trivselsudfordringer. Når vi samtidig inddrager kritikken fra Qvortrup (2025) og Meyer (2025), bliver det tydeligt, at trivsel ikke kan reduceres til enten struktur eller kompetence – men må forstås som et mangesidigt fænomen, der kræver både pædagogisk indsigt, voksenansvar og politisk mod.

Fremtidens trivselsindsatser bør derfor bygge bro mellem disse positioner og skabe en helhedsorienteret tilgang, hvor rammer, relationer og refleksion går hånd i hånd.

Referencer

Berlingske. (2025). Rasmus Meyer blæser til kulturkamp mod en moderne type forældre i middelklassen, som svigter deres børn.
https://www.berlingske.dk/indland/rasmus-meyer-blaeser-til-kulturkamp-mod-en-moderne-type-foraeldre-i-middelklassen-som-svigter-deres-boern
(set 4.10.25)

Bo-Kristensen, M. (2024). Trivsel og mistrivsel. Madsbokristensen.dk (Boganmeldelse) https://www.madsbokristensen.dk/?p=2812 (set 4.10.25)

Qvortrup, L., & Wistoft, S. (2024). Trivsel og mistrivsel – mellem offergørelse og kompetencegørelse. Forlaget Klim.
https://www.klim.dk  (direkte link til bogen kan søges via forlagets hjemmeside) (set 4.10.25)

Qvortrup, L. (2025)Regeringen fører an i folkeskolens kulturrevolution – men retningen er gal. Skolemonitor.
https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18551043.ece
(set 4.10.25)

Regeringen. (2025). Et dansk svar på en vestlig udfordring – Trivselskommissionens afrapportering. Trivselskommissionen.
https://regeringen.dk/media/55zn5r3j/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf (set 4.10.25)